Ajourført d 15-09-2005

Aabenraa Rotary Klub

 Andrea Banasik

Udvekslingsstudent i USA 2001 - 02.

Beretning på klubmødet d. 10-9-02

Artikel JyskeVestkysten december 2001

Artikel i JyskeVestkysten oktober 2001

En mailhilsen til counsellor 9. oktober 2001

En mailhilsen efter angrebet på Twin Tower d 11. september 2001

Artikel i JydskeVestkysten august 2001

Tryk på miniaturebilledet for at se det i stor størrelse.

		Udvekslingsstudenter
	Andrea i Texas		Familien i poolen

Beretning på Klubmødet d. 10-9-02

	Den traditionelle banneroverrækkelse	Andrea + Andreas's far
	Finn Hove (præsident), Andrea, Leif Kenrad, (counsellor)

Artikel i JyskeVestkysten december 2001

Artikel nr. 3   Angrebet paa USA den 11. September 2001  

Han loefter hovedet og ser tomt ud over maengden af mennesker, der sidder og ser forventningsfuldt paa ham. Hans oejne er tomme, mens der ryger en masse tanker gennen hovedet paa ham. Der staar han, noegent klaedt i Brandmandsuniform og amerikansk stolthed. Han saenker hovedet, skaelver og opgiver haabloest sin kamp mod taarer.

Jeg er til den ugentlige frokost med min Rotary klub, paa den italienske restaurente. Denne uges gaestefortaeller er en amerikansk Brandmajor, der de foerste 6 uger efter den 11. september har vaeret paa oprydningsholdet i New York. 

Der opstaar en uhyggelig tavshed i hele lokalet, da han holder op med at tale. En begynder at klappe, og hele salen rejser sig op for at foelge ham. Nogle graeder, andre er helt tavse. ”Det er et stort rod. Jern, glas og papir danner et tykt graat lag stoev, der daekker alt. Graat, graat, graat!” Han fortaeller alle de uhyggelige facts: ”Naesten 6000 elskede og hoejtuddannede mennersker, ligger pulveriseret under resterne af World Trade Center. Resterne er blevet forvandlet til en gloedende masse, over 200 grader varm, der paa nuvaerende tidspunkt er umulig at slukke.” Selvom Brandmanden er en stor texaner, der ikke umidbart ser ud til at lade sig tryne, er det tydeligt at se, at de sidste 6 uger har sat sine spor i hans sind. ”Jeg ved I maa foele en forpligtelse til at hjaelpe. Jeg tog afsted med det samme mod, og den samme vraede. Jeg har set det, og jeg har set det for jer. Pressens billeder I ser, er den grusomme virkelighed”

Der er sket saa meget uventet siden jeg skrev sidst. Jeg vil proeve at forklare hvordan den 11. September var set fra amerikanske oejne. Den 11. september 2001, foeltes bare som en helt almindelig dag da jeg stod op om morgen. Det var praecist en maaned siden jeg var landet i Texas, og det var allerede begyndt at blive lidt moerkere om morgenen. Nyhederne koerte i fjersynet, saa jeg fik set to fly styrte ind i World Trade center - live. Jeg var ikke helt klar over, om det var mig der ikke havde faaet gnedet soevnen ordentligt ud af oejene, eller hvilken actionfilm de rekamerede for.

Da jeg traadte ind paa skolen, virkede alt normalt. Ingen havde hoert om det der var sket. I de foerste to timer har jeg USA-Historie, og den dag laerte jeg noget amerikansk historie. Hele dagen sad vi og saa nyheder i fjernsynet. Hvert klasselokale har instaleret fjersyn, med 900 kanalers satelit tv. 

Det var en chok situation. Amerikaerne har en kaerlighed til deres faedreland, og en broderskabsaand der er ubeskrivelig staerk. Bare det at skulle indse at denne kaempe nation maaske ikke havde den magt, som de tror saa meget paa, var et nederlag I sig selv. Skolen blev omringet af bevaebnet politi. Og ingen kunne forlade klasselokalerne. De har I forvejen nogle underlige regler med hensyn til at gaa paa toilettet. Hver elev blev I staten af skole aaret udstyret med et klippekort paa fem klip til toilettet. Hvis man ikke bruger klippene kan man I stedet spare op til hoejere karakterer. Det er vel amerika! Der var en uhyggelig trykket stemning paa skolen. Det ene fly strtede ned efter hinanden. Der sad vi, 4000 unge mennesker spaeret inde paa en skolen, der var omringet af bevaebnet mandskab.

De foelgende dage sad alle, rundt om I hjemmene, klistret fast til fjernsysskaermene for at foelge med I nyhederne. Der blev sunget og bedt. Det amerikanske flag blev hejst over alt. Paa rekorttid blev alle klaedt I ”I LOVE NY” T-shirts, og brocher der skulle symbolisere de tanker og boenner der ble sendt til de paaroerende. Der blev doeret penge til fonder, og bamser til de nu foraeldreloese boern. En stor tragedie, som vi ferbrilsk kaempede for at komme over.  Men intet skulle vise sig at vaere ovre. Frygten og hjelpeloesheden voksede da der opstod doedsfald pga. antrex og miltbrandt.

Sohail Khan, er fysiklaerer paa min skole. Hans hud er moerk, og han har en saerpraeget accent. Han er skaldet, men hans tykke oejenbryn og overskaeg er sort. Han er muslim, og foedt og opvokset i Pakistand, i en graenseby til Afghanistand. Han har alt det, der skal til for at have grund til at hade ham. Og hvis det ikke var fordi, at jeg er klar over at han er lavet af et andet stof, ville jeg vaeret gaaet forbi hvis jeg moedte ham paa gaden.

Selvom han kun er foerst i 40`erne har han en skraemmende livshistorie, som jeg ville have svoret ikke kunne finde sted i det 21. aarhundrede.

Jeg moeder ham en stille formiddag, og spoerger om jeg maa stille ham et paar spoergesmaal. Han laegger ud med at sige: ”Du ved hvordan det er at vaere fremmed i et land. Du ved hvordan folk kigger paa dig naar de hoerer din accent”. Jeg foelger ham. Selvom jeg er en lille blond udvekslingsstudent- alt det han ikke er, ved jeg hvad ham mener.

Han forklarer kort at han er foedt i Pakistand, men fordi hans far var militaer diplomat, flyttede til London og voksede op der. Men som 11-aarige flyttede familien igen tilbage til Pakistand. Selom han som 3-aarig snakkede tre sprog flydende, var det en helt ny kultur der moedte ham da han igen stod i Pakistand. Hans barndom i London gav ham mulighed for at saette hans liv i forskellige perspektiver, i modsaetning til hans venner der kun kendte den Islamske kultur. Hans bagrund i London hjalp ham ogsaa til, at begynde at undervise ham selv ved at laese. Da han var 18 var han uddannet og arbejdede som engineer, mens hans aeldre bror tjente i militaeret.

Da en borgerkrig broed ud i 1971 doede hans bror. ”I det sidste brev forklarer han mig, at han har draebt flere hundrede sodater, og hvor svaert det var at vaske deres blod af sine haender,” siger Mr. Khan tavst. Han faar et uhyggeligt alvorligt udtryg i oejene, men forsaetter tappert sin beretning. Hans brors doed var et vendepunkt i Sohail liv. Sohail Khan elskede hans bror selvom han godt var klar over at han myrdede uskyldige mennesker. I modsaetning til resten af hans familie, der saa broderen som en martyr. Hans brors doed er grund til at han indser hvor uretfaerdigt det Pakistandske samfund er bygget op. Han maelder sig ind i en anti-fundamentalistisk gruppe, og kaemper sammen andre hoejtuddannede maend for aendringer i samfundet. Han bliver anholdt og sendt til en antiterrorist lejr i 9 uger. Hans alvorligt ansigts udtryk vender tilbage, han gemmer paa saa meget frygt og had. Han forklarer hvordan de toturerede ham. Ham fik trukket en tand ud hver dag, saa hans kaebber var oedelagte. Han havde indrebloedninger i kraniet fra slag og spark. Han forlod Pakistand efter at vaere sluppet ud af lejren, og han er nu at finde i fysik lokalet paa Marcus High School.

Jeg forlader ham med en underlig fornemmelse i kroppen, og en overbevisning om hvor meget der sker her i verdernen vi ikke kender til. Det mest uretfaerdige er at han I dag bliver moedt med racisme og had fodi hans baggrund ligger tilbage I Pakistand. Han bliver bebrejdet for de ting som han kaempede imod, og blev totureret for.           

Foruden alle de soergelige ting, som terroangreb, antrex og sove sig igennem 8 timers skolegang dagligt, har de sidste maaneder staaet i fodboldens tegn. Amerikansk fodbold. Selvom jeg aldrig har set en kamp i parken, har jeg i loebet af den sidste maaned vaeret paa Texas stadion to gange. Det er en heldags udflugt der starter med ”Tailgate party” paa pakerings pladsen. Hundredevis af menneskere stroemmer til stadionet flere timer foer kampem begynder, for at grille, spise, drikke og goere sig klar til fodbold kampen. En kaempe picnick paa pakeringspladsen, der faar stemningen og kampgejsten til at stige. Der er plads til 65 tusinde tilskuere paa texas stadion. Lyden af 65 tudinde forventningsfulde texanere der har vaeret til tailgate party er utrolig. Det kan faa mig, der ikke er en stor sportsfan og isaer ikke aner noget om amerikansk fodbold, til at rabe og skrige naar den ovale bold endelig bevaeger sig nogle yard ned af banen.   

Den sidste del af efteraaret er tid for helligdagene i USA. Halloween hvor alle boeen klaeder sig ud, og gaar fra hus til hus og raaber Trick or treath, for at plyndre slik. Thanksgiving, er den store familiefest hvor man takker for at have, og vaere sammen med familien. Men i virkeligheden er den helligdag ogsaa bare et spoergesmaal om at spise. Den stod traditionelt paa kalkun, og graeskartaerte til desert.

Jeg ved at hele verden er under beroering af terroangrebene, hvis ikke fysiskt saa i hvert fald foelelsesmaessigt. Og jeg ved at det betyder meget for amerikanerne at der en nogle der soerger med dem. For beroligthedens skyld kan man jo sige at Flower Mound, Texas eller for den sags skyld Aabenraa, Danmark ligger saa langt vaek fra de angrebte steder at de er helt uden for fare risiko. Men to mystiske maend med Mellem-oestisk udseende blev anholdt i Dallas/Fort Worth lufthavn, der er verdens tredje stoerste og travleste lufthavn, og som kun ligger 20 min. koersel vaek her fra. Og hovedepostkontoret i Dallas har vaeret lukket pga. mistanke om antrex.

Det fortaeller noget om at store afstande ikke noedvendigvis betyder at man er langt vaek. Verden er i de sidste aars loeb, i takt med udvikling og mobilitet, blevet lille og saarbar. Selvom man godt kunne tro at de sidste maaneder har faaet mig til at foele at jeg er langt vaek hjemme fra, saa har det i virkeligtheden virket helt anderledes paa mig.

Fra at have foelt mig som en fremmede i udlandet foeler jeg nu at jeg har bevaeget mig taettere ind paa den amerikanske befolkning. Jeg har fundet ud af hvad amerikanerne er lavet af, og at friheden og miligheders land ikke bare er noget der er opstaaet fordi det lyder godt. Selvom USA er et stort land med mange forskellige kulturer og religioner holder de alligevel sammen.

Selvom hele nationen lever i frygt lige nu, og gaar i panik hver gang der sker det mindste der kunne have relationer til et terroangreb, saa er juletiden da ogsaa begyndt at snige sig ind paa os. Det foerste julekatalog kom godt nok ind af brevspraekken sidst i august, og der er store juleudstillinger der holder aabent hele aaret rundt. Da familien jeg bor hos bestemte at det var tid for juledekorationer blev kasse efter kasse blev slaebt ned fra loftet.10 store flyttekasser, jeg kunne slet ikke forestille mig hvor meget pynt de maatte have oppe at haenge, indtil jeg fandt ud af at 7 af kasserne indeholdte selve juletraeet. Jeg havde slet ikke givet det en tanke at de ikke kan have graentrear her i syden, i hvert fald ikke hvis man ikke er villig til at betale hvad der svarer til 500 kroner. Jeg maa droemme om lugten af et friskt juletrae, og i stedet leve med det forlorende trae, hvor jeg faar lov til at indaanede stoev der er blevet samlet sammen i loebet af de sidste 20 aar. Traeet staar lige nu og glitrer og glimre med gule, roede, groenne og bla lys, nogle af lyskaederne kan endda spille forskellige julemelodier. Stjernen i toppen af traeret er blevet byttet ud med en barbie-dukke-lignene engel. Ligesom traeet er husene udvendigt oplyst i alle regnbuensfarver, der minder mig om en Coca-cola julereklame. Det er en anden form for julestemning i aar. Den stoerste aarsag er nok at det er omkring 20 grader varm udenfor. Men jeg skal da ikke holde skjult at jeg har set tre snefnug. Sokkerne haenger paa pejsen, de vil forhaabentligt vaere fyldt den 25. december. Alt er klart til at blive ramt fra oven, ikke af et kapretfly, men af julen og julemanden i hans kane. Hav en rigtig glaedelig gammeldags dansk jul!        

Artikel i JyskeVestkysten oktober 2001

Howdy yawl! Her kommer min foerste beretning om mit spaendende moede med den fremmede stat Texas. 

Jeg ankom til Dallas sent om aftenen den 10. august. Flyveturen var forfaerdelig. Jeg ventede 6 ½ time i Washington lufthavn, fordi mit naeste fly var forsinket. Legenden jeg havde hoert, om at rotary blazeren altid ville hjaelpe hvis jeg kom i noed viste sig at vaere en myte. Jeg fik nogle modbydelige tilraab, og en kvinde spyttede endda efter mig. Saa jeg fandt hurtigt et stille hjoerne hvor jeg kunne lade tankerne og tiden loebe. Tros den hektiske tufthavn lykkedes det mig alligevel at lande roligt i Texas.  

Den elendige start på mit USA ophold, som jeg havde faaet ved flyveturen, blev til gengaeld opvejet af en fantastisk velkomst. Jeg var knapt kommet ud af flyet foer en gruppe mennesker sprang over mig med velkomsthilsner. Paa det tidspunkt havde jeg vaeret oppe i omkring 26 timer, hvilket resulterede i at jeg i dag ikke praecist kan huske, hvad der skete den aften. Jeg laerte hvad det vil sige, at vaere sunket helt ned paa bunden af et dybt sort hul, og derefter blive trukket op derfra igen. 

Flower Mound er et forholdsvist stort omraade, der kan betragtes som en forstad til Dallas. Bebyggelsen har paa rekordtid spredt sig over et stort omraade, saa alt er helt nyt. Jeg har faaet fortalt, at for 3 aar siden var der stort set intet her, men i dag er det et af de hurtigst voksende og moderne steder i USA. Paa trods af, at alt er bygget op inden for de sidste faa aar er indbyggerne businessfolk og boernefamilier, som er flygtet fra storbyen. Flower mound og omraadet omkring har et indbyggertal paa omkring 155.000. Men der er forskel fra  forstederne her til villakvarterer i Danmark. Alt er bygget i samme stil. Brede veje med store huse der er bygget i samme genre. Jeg ved ikke om det er for at faa de mange fast food restauranter til at matche, eller om det er Mac Donalds arkitekten, der har staaet for byplanlaegningen. I hvert fald ligner det hele hinanden i det plastikagtige design. Jeg faar det til at lyde negativt, men det er saadan set ogsaa en charme ved det. Danmark er bare et land der har saa meget idyl, aand og historie, og den generelle stil er enkel design og rene linier. Her er det helt modsat, store ting og jo mere blomstret og farverigt jo bedre. Stoerrelse er hovedemnet her, bilen, komfuret, koeleskabet og moeblerne - alt er dobbelt saa stort som i Danmark.    

Familien Weaver, som jeg bor hos er fantastisk. De har taget rigtigt godt imod mig, og de goer alt for, at jeg har det godt. De viser mig rundt, og jeg har allerede set saa meget, at det ikke bliver denne gang jeg skriver om det. Vi har et meget afslappet forhold, og jeg tror de nyder, at jeg er her. Det er takket vaeret faren at meget af Flower Mound er bygget op saa hurtigt. Han arbejder med at opkoebe land og bygge paa det. De har en datter paa 10 aar, men hun virker som om hun er 14. En meget social pige med venner omkring sig hele tiden, saa vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden. Moren gaar her hjemme med tvillingerne paa tre aar. De er bare saa kaere, lige som i film, en prinsesse og en vildbasse. Huset er rigtig amerikansk, stort og flot ogsaa som i film. Jeg har faaet mit eget badevaerelse, toejrum og sovevaerelse med panoramavindue ud til swimmingpoolen. For bare at fortaelle lidt om hvilket stoerelsesforhold det er jeg befinder mig i, saa skal det lige siges at poolen baade har vippe, boblebad og springvand. Det er den bedre del af det sociale lag jeg holder til i. 

Mens jeg hoppede direkte ind i familielivet, er skolen noget andet. Jeg fik mildt sagt et chok. Den harmoni og sammenhold der eksisterer paa de danske efterskoler ejer High School livet ikke noget af. Skolen er paa stoerrelse med Kolding Storcenter, og der er 3500 elever. Hver morgen bliver jeg venligt modtaget af to politibetjente, der skal soerge for at reglerne omkring toej bliver overholdt. Med hensyn til det kan Marcus High School sammenlignes med en katolsk catedral, skuldre og knae skal vaere daekket. Selvom Texas er en meget varm stat, er det ikke noget problem for mig, for airkonditionen paa skolen er overdrevet. Den isvinter de ikke har udenfor bliver glaedeligt holdt indenfor. Skolens udseende er ikke saerlig indbydende. Vaegbeklaedning eller kunstvaerker er ikke et kendt fenomen, og alt virker saa foelelsesforladt og sterilt, og minder om en hospitalsgang. Klassevaerelserne er bare, og der har med garanti aldrig eksisteret et stoevkorn eller en lugt der. Jeg har hele mit liv gaaet paa smaa hyggelige danske landsbyskoler, hvor alle ved alt om alle. Men jeg har bevis for modsaetningen findes. Det vaerste er at 3500 elever, der er lige saa traette af at vaere paa skolen, som jeg er ikke har den fjerneste ide om at tage notits af en lille forvirret dansk udvekslingsstudent. Selve undervisningen bestaar af fire selvvalgte fag, som man har i 1 ½ time hver dag. Jeg har USA historie, drama, sport og hjaelper paa studievejledernes kontor. Det er en meget ensformig skolegang, og det er meget lang tid, for jeg er tit ikke hjemme foer klokken 16.30. Saa det danske skolevaesen faar topkarakter efter jeg har proevet dette.   

En af de nemmeste maader at opsuge amerikansk kultur er gennem maden. Amerikanernes spisevaner er unikke. Der findes simpelthen et så gigantisk udvalg af forskellige varianter og smagsoplevelser, at jeg ville have troet det var umuligt. Men Amerika er jo mulighedernes land! Efter min observation er ost og kanel dog favoritten - det lyder underligt, men alt skal enten smage af ost eller kanel. Hvad man spiser er man selv, den holder stik her, for der er godt nok mange amerikanere der ligner en dobbelt Big Mac. Det er uhyggeligt at se hvordan boern bliver misfodret. Det vaerste er at det er skolerne der serverer den usunde mad, der svoemmer i fedt. Jeg medbringer min egen mad til skolen, og det er der ogsaa andre der goer. Hvad man spiser er jo selvfoelgelig helt op til en selv. Og der er ogsaa alle muligheder for at faa de laekreste friske raavarer. Men naar den fede mad naermest bliver en del af undervisningen, saa syntes jeg nok at den store nation, skulle tage at laere lidt ved de mindre.  

Foer jeg tog afsted fandt jeg ud af at stedet her ligger paa samme breddegrad som den nordlige del af Afrika, og det passer meget godt vejrmaessigt. Temperaturen her i sensommeren ligger gennemsnitligt omkring de 37 grader celcius. En dejlig temperatur. Men samtidig er det meget fugtigt, og et astma/allergi offer som mig befinder sig ikke bedst her paa denne aarstid. Det er herligt at vejret er saa anderledes end det danske, charterrejsen går til baghaven, hvor baade poolen og temperaturen ligger nogenlunde det samme sted hele aaret. Det bliver sjovt at proeve et aar uden vinter.   

Det er med blandede foelelser jeg skriver denne gang, da det først for alvor er gået op for mig at dette ikke bare er en hyggeferie, men en tilvaerelse med en dagligdag jeg skal leve. Foerst nu kan jeg se, hvad det betyder at bo saa langt vaek fra familie og venner. Min klimakskurve er usikker i oejeblikket, den svinger med meget store udslag, skiftevis negativt og positivt. Jeg har maattet staa foran et spejl og se mig selv i oejnene, for at indroemme over for mig selv at nu er jeg alene. Trods alle de venlige mennesker, der er her for at hjaelpe mig med at falde til, saa er jeg alene og hvordan dette aar skal blive afhaenger saa uhyggeligt meget af mig selv. Det er spaendende og enormt laererigt, men paa den anden side ogsaa skraemmende at finde ud af. Pludselig skal jeg leve et helt andet sted paa jorden, snakke deres sprog, spise deres mad, gaa i deres skole, kort sagt skal jeg leve mit liv i deres verden!  

From: Andrea Banasik

To: kenrad@image.dk

Get your FREE download of MSN Explorer at http://explorer.msn.com

En mailhilsen efter angrebet på Twin Tower d. 11. september 2001

Subject: Haendelserne set fra amerikanske oejne

Hej igen!

Her faar I lige en lille ekstra mail om hvordan de sidste to dage har vaeret for mig. Jeg ved at hele verdenen er beroert, men det er alligevel anderledes at sidde i det land der er angrebet. I dag laerte jeg i hvert fald hvad amerikanerne er lavet af.

Fjernsynet var taendt da jeg stod op i gaar den 9-11-2001. Laeg maerke til datoen ( 9-11, saa dan skrive de det her) det er det nummer man kalder her i stedet for 112 i Danmark. Er der ikke noget symbolik gemt der et sted... Nyhederne koerer i det taendte fjersyn hele dagen (man er vel i amerika) og det med foerte at jeg saa de to fly styrte ind i World Trade Center live. Men det er jo amerika, og man skal ikke tro paa alt hvad man ser og hoerer og det ligner et stond fra en film, saa jeg troede egentligt ikke rigtigt paa det jeg saa. Det skulle vise sig at vaere sandt. I skolen var der ikke mange der havde hoert om "uheldet". I min foerste periode har jeg US history, og i gaar laerte jeg virkelig noget US history. Hele dagen fra 8.00 til 16.00 saa vi nyheder i klasserne i stedet for almindelig skolegang. (ja der er fjernsyn i hvert klasselokale. Vi sparer ikke paa underholdings muligheder her!)

Men der var mere i det end alt det fjernsyn, som I garanteret ogsaa har set. Amerikanerne er meget stolte af deres land, deres faedrelandsaand er saa staerk at jeg ikke troede det var muligt. Der blev flere gange holdt et minuts stilhed, og information heletiden. I loebet af ingen tid var der bevaebnedebetjente pa skolen, og ingen kunne uden grund forlade klasselokalerne.

Der blev taget haand om de kaere udvekslingsstudenter, der pludselig var langt vaek fra det sikre hjem. Vi fik alle lov til at sende mail, saa hjemmene var underrettet. Det er den mail der i gaar blev laest op i lokalradioen, Radio syd. (Tak Maren og Inger, det var meget paent af jer at faa det arrangeret!)

Det er jo en enorm stor skole jeg gaar paa. Saa der er mange forskellige typer af mennesker. Og mennesker fra Midt Oesten, som USA lige nu skaever lidt til. Jeg har hoert at der er indvandre der fester i Danmark i dag, og jeg ved at de goer det her. I hvert fald er det et problem paa skole, da det naemt ender i et bande oproer. Det lyder til at det ikke er sikkert her hvor jeg er, men det skulle efter hvad jeg har hoert vaere det sikreste sted lige nu. I hvert fald her i landet, men det siger man vel altid for at berolige.

Jeg arbejder som counselloers aide (studievejledernes saekretaer) Jeg gaar rundt med pass til elever der skal snakke med en studievejleder. (Hvis man ikke har et pass og bliver set paa gangen kan man blive mistaenkt for at bruge stoffer, eller for at vaere bevaebnet.) Men de sidste par dage har jeg hentet elever der har mistet en bekendt. Det er skraekkligt. Bare at stikke hovedet ind i en klasse og sige hvem den naeste counsellor skal snakke med, bliver betragtet som om deres familie er omkommet. Sa slemt skal det dog lyde, jeg tror ikke nogle har mistet naere familiemedlemmer, saa ville jeg nok ikke dele pass`et ud!

I dag blev der gjort alt for at vise den amerikanske aand. Min vaerstfar bar det amerikanske flag, og da jeg kom i skole var mange samlet om flagstangen for at bede. Her i kvarteret har folk stilt flag ud til vejen, de er alle paa halv. Det er uhyggeligt at se, men det viser at den store nation kan staa sammen, og det bliver noedvendigt nu. (Hey lyder jeg efterhaanden ikke som president Bush? Jeg kunne da godt overtage hans plads. Jeg fandt forresten ud af at min vaertsfar kender presidenten, han er jo her fra omraadet. Det var lidt vildt at faa at vide!)

Jeg kan maerke dette bliver for langt. Jeg har saa mange tanker foelser med hensyn til skandalen, alt jeg kunne blive ved. Det jeg proever at fortalle er at det ikke ligger saa langt vaek endda. Hvad der sker i verden betyder noget for min skole, og personerne med forskellige etniske baggrunde.

Tros omstaendighederne har jeg det dog fint. Skolen er stadig kedelig. Alt for langs undervisning. Ungdomskole med undervisning til klokken 12 passer bedre til mig. Men jeg er ved at faa venner, og jeg er ved at tro paa at bare man har gode venner overlever man alt. Kunne jeg bare overbevise de boern der i gaar mistede deres foraeldre i Twin tower.

Det er alt for mig. Tak for alle jeres mail. Det er godt at hoere at der er nogle der taenker paa mig. .... Knus Andrea

Artikel i JyskeVestkysten august 2001

Den 10. august kl. 10.40 sker det. Flyet letter fra Kastrup Lufthavn, og dermed starter min rejse, som har slutdestinationen Dallas, Texas. Med en bagage vægt på 70 kg og en personlig vægt på 55kg skal jeg bevæge mig over Atlanten mod endnu en ny og ukendt tilværelse.

 I Washington vil jeg blive forladt af de danske flyguider, og må herfra selv guide mig ind i det rigtige fly mod Dallas i Texas. Det er her jeg skal bo, i byen Flower Mound 25 miles nord for Dallas. I noget nært et helt år skal jeg gå på den lokale High School, bo hos tre forskellige værtsfamilier, samt arbejde som ”ambassadør” for Danmark ved at tage ud og holde foredrag. Noget af min kostbare sommerferie har jeg brugt på at surfe på Internettet i håb om at kunne finde nogle værdifulde oplysninger om stedet hvor jeg skal hen. Skolens hjemmeside fandt jeg (http:mhs.lids.com.), hvorimod jeg har skrevet mail til min værtsfamilie uden held.

 Med i bagagen har jeg en underlig blanding af fornemmelser og følelser. Håbet om et fantastisk spændende år, og angsten for at det bliver forfærdeligt kæmper mod hinanden. Men om ikke særlig lang tid går startskuddet -flyet letter-, og afgørelsen for hvad det er der kommer til at ske med mig det følgende år kommer.

 Jeg bliver sendt ud af  Aabenraa Rotary Club, som hvert år sender en udvekslingsstudent til udlandet. Jeg kommer fra Aabenraa, men gik sidste år i 9.kl. på Højer Ungdomsskole. En god forberedelse til at være hjemmefra, når jumbojetten letter og flyver mig fra reden den 10 august.

 Forberedelse har der været. Rotarys 152 danske udvekslingsstudenter mellem 15-18 år, mødtes den første weekend i sommerferien for at få fyldt hovederne med rejsefacts og regler om udlandsopholdet. Vi har alle på troværdig spejderære lovet ikke at overskride Rotarys 4-D’er, som står for: No driving, no drinking, no drucks, no dating. Alle udvekslingsstudenter er nøje udvalgt af de danske Rotary Klubber, som til gengæld modtager en udenlandsk udvekslingsstudent, der skal bo hos den afrejste students familie. På den måde kan udvekslingen ske uden de større omkostninger. Selv skal jeg betale for flybillet og forsikring, der kommer til at ligge et sted i mellem 15.000-20.000 kr. I Dallas vil jeg endda få lommepenge af min Rotary Klub.          

 Den weekend var noget der satte tankerne i gang om hvad det er der skal ske med mig. At turde forlade alt det hjemlige for noget man ikke er sikker på hvad er, det kræver et mod som jeg er ved at arbejde på. Landet hvor alt er meget større. Texas hvor cowboysne er ægte. Leve af fast food, og tage 15 kg på. Få den specielle texanske accent. Gå på en rigtig amerikansk High School. Rejse rundt og se mere af USA. Udvikle mig personligt. Det er nogle af de ting jeg regner med jeg vil opleve, men intet har formet sig inden jeg for stukket fingren i jorden, og indåndet den tørre texanske luft.

 Selvom det er mange forventninger til oplevelserne, håber jeg alligevel på noget større. Jeg forventer at når jeg igen har fået fødderne tilbage på den gode gamle sønderjyske jord, at jeg vil kunne sige til mig selv at jeg opnåede mere. At hverken udseendet eller kulturen i Danmark eller Texas ligner hinanden, men alligevel fandt jeg en større sammenhæng. Det er forskellen der skal være udfordringen, men personerne der ovre har hjerter og følelser lige som os. Jeg vil have venner og familier, som jeg vil kunne huske og som skal betyde noget for mig.

 Jeg vil have frisk mod til at kunne komme hjem og leve videre, ved at finde ud af at den store verden ikke ligger så langt væk endda. Hvis ikke geografisk, så inde i mig.