(Billederne er miniaturebilleder (thumbnails). Klik på billedet hvis du vil se det i stort format.)
|
|
|
Sara og klubbens vejleder for udvekslings- studenter, Leif Kenrad. |
|
|
Spokane, Washington State |
Sara er fra Løjt og går i 1. G (matematisk) på Aabenraa Gymnasium. Hun er 16 år (juli 2002) og hendes interesser er musik, teater og gymnastik.
Da mit udvekslings år nu pludselig synger på sidste vers, besluttede jeg mig for at tage tid til at sætte mig ned og beskrive et par højdepunkter siden mit sidste brev i foråret. Stemningen er nu gået fra trykket til let efter sol, sommer og feriestart, begynder amerikanerne igen at kunne slappe lidt af. De føler sig knap så udsatte, og det var med glæde, de fejrede The United States’ fødselsdag d.4.juli.
|
For at fortsætte hvor jeg slap sidst, fortalte min familie i begyndelsen af april, at vi muligvis skulle et smut til Sacramento, Californien og besøge min værtsfars søn og hans familie. I kan nok forstå, jeg blev begejstret, da planerne blev virkelighed, og vi midt i april kørte mod Californien- en biltur der tog os ca. 15 timer. Efter mødet med min værtsfars familie, blev vi vist rundt, og der var skam mange flere ting, der imponerede mig. Der er en duft i Californien, der gør, at man bare ved, at man har krydset grænsen, hvilket var en af de ting, jeg var betaget af fra starten. Bare efter en gåtur i nabolaget var jeg helt betaget af deres citron træer, som jeg jo aldrig havde set før. Da vi næste dag besluttede at tage en tur til San Francisco, var jeg enormt begejstret! San Francisco lignede en verden, jeg kun havde set gennem en skærm, og at se ”The Golden Gate Bridge,” gå en tur på havnen, se de små ”cablecars,” ”Alcatraz fængslet” (som jeg kun kendte til fra filmen ”The Rock”) køre på de snoede gader og føle hverdagen der, var en helt fantastisk oplevelse jeg aldrig vil glemme. Vi fik set en masse og hygget en del i denne levende by, inden turen gik tilbage til Spokane. |
I slutningen af april var det så allerede tid til min næste store oplevelse: mine bedsteforældres besøg fra Danmark. Min farmor og farfar havde besluttet, at det var tid til at se og møde alle dem, jeg begejstret havde beskrevet, og de ankom til et kort visit i mit ”andet liv.” I løbet af den uge de tilbragte her i Spokane, fik vi oplevet staten, kørt i en ”Corvette,” gået lange ture og set byen. Vi fik endda mulighed for at komme op at flyve i en lille flyvemaskine en rotarianer ejer, hvilket var endnu en uforglemmelig oplevelse for os alle tre. Det var utrolig rart at se dem igen og fokusere lidt på familiesiden af hverdagen sammen med mine ”amerikanske forældre.”
Weekenden efter de rejste, var det slut med stille og rolig hygge, da d.3. maj var dagen for det store ”Senior Prom” på Central Valley High School. Sammen med min gode veninde Martina fra Tyskland og de amerikanske brødre Alex og Tony oplevede jeg Prom på ægte amerikansk vis, med brystbuketter, smoking, fine kjoler og middag, hvor det var ufatteligt at se, hvor mange penge og forventninger amerikanerne havde lagt i denne ene aften. Vi fejrede Prom til klokken var halv tre om morgenen, hvor vi vendte hjem efter milk shakes som den endelige afslutning. Det var med et smil på læben, jeg faldt i søvn lørdag aften efter at have haft masser af sjov med tre af mine bedste venner.
Mit smil var dog knap så overbevisende, da mit vækkeur vækkede mig kl.6 næste morgen, og det var tid til ”Bloomsday” downtown Spokane. ”Bloomsday” er et 12 km. velgørenhedsløb med 80 000 deltagere fra hele verden. Jeg deltog med Alex og Tony, som var ligeså trætte som jeg, og Laura der havde lidt for meget energi…(efter 9 timers søvn.) Selvom vi var langsomme, var ”Bloomsday” en ren succes, hvor vi fik grinet og snakket mere end løbet, men det gjorde skam heller ikke noget. Vi var glade, da vi krydsede mållinien og kunne gå ud og spise frokost og endelig komme hjem efter en lang dag. Dog var dagen ikke ovre for mig, idet jeg skulle skifte til min sidste værtsfamilie denne søndag.
Det var helt ufatteligt for mig at se at både ”Prom” og ”Bloomsday” som jeg havde set frem til hele året, var overstået hvilket betød, at der ikke var alt for længe tilbage, og da det blev tid til ”Graduation,” slutningen var det slet ikke til at forstå.
Lørdag d.7.juni var en stor dag for mange CVHS elever, da det var ”Graduation.” At se alle dem jeg havde tilbragt et år med gå de sidste skridt over scenen og modtage deres eksamensbevis i deres blå kåber og hatte, endda det at få lov til selv at gå de berømte skridt, gav mig en underlig følelse, og jeg fik tårer i øjnene. Da jeg kom udenfor, fik knus af mine familier og blev fotograferet fra alle leder og kanter, føltes det næsten som om, det burde være min egen afslutning (hvilket det vel også på en eller anden måde var.) Efter en middag med alle familier vendte vi tilbage til skolen, hvor der blev holdt ”Grad Night” fra 22.00-.4.00 med mange aktiviteter som hoppeborge, jepardy, Black Jack, mad, musik m.m. Denne aften markerede afslutningen på vores allesammens ”high school karriere.” Der var latter, eftersom alle genopfriskede minder og sagde farvel til denne livsstil, der hurtigt vil ændres når de starter på forskellige colleges rundt omkring i staten næste år.
Jeg fik dog ikke meget tid til at bekymre mig over afskeden, da Rotarys ”Friendship Tour” startede d.11 juni i Canada. Alle 32 udvekslingsstudenter i distriktet mødtes for første gang siden september, hvor vi kunne udveksle erfaringer, og lære hinanden at kende på ny. Denne tur viste sig at have fantastiske high lights som forlystelses park i USA og Wild Water Rafting i Canada. Fire ud af de ti nætter vi havde på touren, tilbragte vi med værtsfamilier, hvilket fungerede fint. Især havde jeg noget af en oplevelse med en værtsfar, der tog en pige fra Brasilien og jeg op at flyve i et lille fly. Da vi var oppe i luften, bad han mig om at ”tage over.” Jeg måtte jo fortælle ham, at jeg ikke kunne flyve et fly, hvilket han ignorede og viste mig, hvordan jeg skulle styre. Jeg må nok indrømme, at det var noget af et adrenalin kick at prøve!
På touren havde vi også andre udfordrende aktiviteter, som når folk fra Syd Amerika ville bruge hele natten på at forsøge at vise os stive europæere, hvordan man danser… Med 32 unge samlet, var det eneste vi ikke fik nok af søvn! Med 3-6 timer hver nat blev busturene vores bedste mulighed for søvn, men det var det hele værd. Rotary konferencen fandt sted i Moscow, Idaho hvor det var med stolthed, Thor og jeg præsenterede Dannebrog den første dag.
Nu sidder jeg så i USA med utrolig blandede følelser og 9 dage tilbage af denne oplevelse. Amerikanerne i mit liv har givet mig så utrolig meget, vist mig 6 stater og ikke mindst gjort mig en del af deres liv, og alt det er jeg nødt til at efterlade, uden sikkerhed for at jeg nogensinde kommer tilbage. Jeg skylder Rotary, og alle der har været involveret med denne udveksling så ufattelig meget, for alt der er blevet gjort for mig.
Denne weekend skal jeg tilbringe med min første værtsmor, og den sidste uge bliver fyldt med afskeder, koncert (Leann Rimes), forlystelses park m.m. Dog må jeg indrømme at selvom det bliver svært at rejse, begynder jeg at føle trækket fra Danmark mere og mere. Som en god ven meget poetisk udtrykte: ”Don’t cry because it is over, smile because it happend,” og han har ret, når alt kommer til alt, så har jeg intet at græde over, jeg har intet tabt men vundet alt! Så tak for alt I har gjort for mig - vi ses snart!
Hej alle jer i Rotary!
Jeg har delt et hårdt og udfordrende år med amerikanerne herovre. Snigskytter i Washington DC, tabet af et rumskib, og nu udbruddet af en krig. Stemningen er stadig pressende efter Præsident Bush's beslutning om krig var truffet. Der var enorme demonstrationer i hele landet, og folk diskuterer stadig hvad der bør gøres. Mange har svært ved at acceptere præsidentens holdning og bekymrer sig om hvad resten af verden mener. I skolen bliver der også brugt meget tid på at forstå hvad der foregår, dog først og fremmest fra et amerikansk synspunkt.
I Spokane kan vi så småt mærke foråret er på vej. Blomsterne er ved at komme op, og vi har haft temperaturer helt op til 18-20 grader celsius.
Hos min nye familie er klimaet også varmt. Jeg var en smule nervøs da jeg flyttede fra min anden værtsmor Maria som jeg er virkelig knyttet til, men tiden har vist at det ikke var noget problem at falde til hos den tredje familie: Mary og Ken. Vi har tilbragt meget tid med deres børn og børnebørn, men vi har også fået set en del: I februar tog vi til Portland i Oregon, hvor Kens mor bor. Vi fejrede hendes 85- års fødselsdag, hyggede med familien og fik set byen. Vi havde en virkelig hyggelig tur, og jeg var imponeret med især den del af byen de kalder "Chinatown."
Men det var ikke alt. På valentins dag fortalte min værtsmor med et smil, at hun havde en valentinsgave til mig. Jeg synes jo det var ret spændende, men jeg må nok indrømme, at gaven jeg fik, var større end ventet: En rejse til HAWAII og MAUI! Hun skulle derover et par dage på en forretningsrejse, og havde besluttet sig for at forlænge den så der var tid til sightseing og dovneri på stranden. Det blev en rørende, sjov men ogsaa grænseoverskridende tur! Den rørende del af turen, var synet af "Pearl Harbor" og "Punch bowl Ce-metary" paa oeen Oahu. Vi læste om begivenhederne, tog en båd ud til stedet hvor skibet "Arizona" sank den 7. december 1941. Det skræmmende var, at fordi vandet på Hawaii er så klart, kunne vi se dele af bå-den, og sammen med atmosfæren derude, blev det næsten for trist og ufatteligt. Punch Bowl Cemetary er stedet hvor 33000 militærfolk er blevet begravet, siden kirkegården blev til efter udbruddet af anden verdenskrig.
Der var også tid til sjov, og det var ikke småting Mary fik mig rodet ud i.
I stedet for at tilbringe al vores tid på stranden valgte vi en snorkeltur til
et koralrev, og hvilken beslutning. "Molokini," et koralrev på Maui
blev det udvalgte sted, og mens vi sejlede ud så vi hvaler hoppe omkring os,
som jeg kun troede det kunne ske i "Free Willy." Da vi ca. en time
senere nåede Koralrevet og guiderne havde forsikret mig om at hajer-ne ville
være mindst 40 fod under, hoppede jeg i vandet, og hvilket syn! Vandet var
ligesaa klart som de reklamerer, og der var fisk i alle farver over det hele,
hvilket i starten var lidt skræmmende. Men timen vi havde gik hurtigt ligeså
snart jeg havde vænnet mig til at være så tæt på fiskene. Før jeg vidste
af det råbte Mary at det var tid til at sejle, og da jeg kravlede op på båden
kiggede hun på mig med et mærkeligt udtryk mens hun sagde: "Hørte du
ikke at de så en to meter HAJ UNDER BÅDEN?"
Turen til Hawaii var som sagt grænseoverskridende! Udover at svømme med en haj
alt for tæt på, smagte vi på blæksprutte, poserede i hulaskørter og
kokosnødder, saa en meterlang skildpadde og kørte rundt i vores lejede
"Mustang convertable".
I skolen er det sidste trimester nu startet, og denne gang har jeg følgende
fag: Pre Calc 2 (Matematik), Advanced Student Body Leadership (arrangerer
begivenheder på skolen, og hjælper med at gøre skolen et bedre sted.),
Journalism (artikler til skoleavisen) og US history.
Det er et meget travlt trimester, men jeg nyder det virkelig, især Journalism,
hvor jeg nu er redaktør på skoleavisen: "The examiner." Jeg har
ogsaa vaeret aktiv med et program de kalder" Healthy Foods and Choices too."
Det er et program hvor high school studenter underviser fjerde klasser i sund
mad, snacks, rygsaekke, morgenmad, rygning, frugt og fortaeller om hvor vigtig
motion er. Det har virkelig vaeret spaendende og laererigt at vaere en del af,
og det er rart at se at boernene laerer noget. Vi blev i marts no-mineret til en
"Chase Youth Awards," en slags "academy awards" for high
school studenter.
Efter skole har jeg tennis træning hver dag, hvor jeg med ca. 40 andre piger har lært at spille tennis rigtigt så vi kan konkurrerer mod andre skoler i området. Der har heldigvis også vaeret tid til at tage op og stå på snowboard med min vaertsfamilie og deres boerneboern et par gange. Vi har bjerge ca. en time væk, saa vi har haft nogle hyggelige ture til bjerget "Schweitzer."
Jeg nyder stadig året herovre, men kan ikke forstå at der kun er tre
måneder tilbage. Hvad der virkede som en evighed da jeg gik ombord på et fly
fra Danmark, er nu ved at slutte alt for hurtigt. Jeg kan mærke jeg har
udviklet mig meget, lært om mig selv og livet, paa en helt anden maade, og er
spændt på hvordan alle i Danmark har aendret sig.
Jeg er bange for at jeg efterlader en lille del af mig selv i USA naar jeg
rejser, hos folk der betyder så meget for mig, nøjagtig som jeg efterlod en
del af mig selv med min familie og venner da jeg forlod Danmark.
THE STARS AND STRIBES
Stars and stribes, er så småt ved at blive en del af min hverdag, og faktisk også en del af mig. Tidligere havde jeg en det fordomme om USA: Vold, retssager og cheerleaders tyder jo ikke ligefrem som noget, man vil fylde sit liv med, men jeg må nu indrømme, at der har været nok med positive oplevelser til at jage fordommene på f lugt. USA, den enorme nation er nu mit hjem. Det er svært at forstå at i byen Spokane kun 10 min. herfra, er der blevet optaget professionelle film som f. eks Twin Peaks.
Som jeg skrev i mit første brev, har amerikanerne virkelig været åbne, og det gælder fortsat. Ikke kun rotarianere, men også på skolen er klimaet helt anderledes, end hvad jeg er vant til. SchoolSpirit," er hvad de kalder det, og det handler simpelthen om at vise interesse for skolen og hinanden og konstant forsøge at gøre det bedre, for alle eleverne der går der. I Oktober arrangerede skolen en Leadership Camp. Som en udvekslingsstudent vidste jeg ikke rigtigt, hvad det var, men jeg besluttede mig for at tage med hvis ikke for andet, så kunne jeg da møde nogle nye mennesker. Det var en virkelig god beslutning for mig, for jeg lærte så meget om lederegenskaber, mig selv og livet på bare de tre dage. Oven i det lærte jeg mange unge at kende virkelig godt, så det er nu helt anderledes at gå ned ad gangen og rent faktisk kende de folk, man møder.
Det er noget, skolen virkelig går op i herovre: Indsigt i forskellige liv i verden, blive en bedre person og alle mål kan nås hvis man er villig tit at kæmpe for det. Herovre har jeg ikke haft ret meget matematik, Kemi, Fysik og Biologi. I stedet har jeg lært om Mellemøsten, fået en indsigt i problemstillingerne og lært om hvilken enorm rotte FN spiller i verden. Disse ting synes jeg, er virkelig vigtige og i min skolegang i Danmark, er der ikke blevet [agt så meget vægt på disse kvaliteter
Skolen er forholdsvis nem sammenlignet med den danske. Herovre har man kun fire fag hver dag, hvilket naturligvis resulterer i mindre lektier. Til gengæld kan man forvente mindst en test hver uge, som læreren blindt baserer sin karakter på.
Det første trimester havde jeg følgende fag: Cardio Fit? En hård aerobic klasse der har hjulpet mig til at holde vægten nede. Poetry? Jeg har haft mulighed for at skrive og lære om min kreative side. WorldAffairs? Har givet mig virkelig god indsigt i FNs system, og jeg kan nu forstå, hvad der sker i mellemøsten. Før anede jeg ikke, hvad der var problemet i Israel men nu kan jeg rent faktisk forstå hvad der sker. Psykologi? Et virkelig spændende fag der har lært mig meget om mig selv
Takket været en god familie og en virkelig hjælpsom counsellor har jeg rent faktisk ikke rigtig haft problemer med at falde til. Folk har ladet mig vide fra starten, at deres hjem er mit, og at de vil være der 100% for mig. Derfor har jeg nok haft mere overskud tit at møde andre unge på skolen. Det er også gennem vennerne, jeg har set, hvordan den amerikanske ungdom virkelig fungerer. Først og fremmest er der Kelsey. Vi fulgtes tit alle skolens football games, hvor vi sad og råbt, mens cheerleaderne dansede rundt og heppede. Vi har lært hinanden godt at kende, og efterhånden har vi også reglerne for football. Jeg har også været tit en rigtig hockey game, der v ar en virkeligspændende oplevelse. Ellers er der storcentret, hvor jeg tilbringer tid, og jeg har også været med mine venner tit middag og i biografen. Alle de ting vi laver er virkelig spændende for mig, for der er stadig meget, der er nyt herovre.
Vi har også tilbragt en weekend i Seattle. Jeg ser virkelig så meget nyt hele tiden. Jeg slet ikke kan fatte at jeg har været så heldig. udvekslingsprogrammet er virkelig en god ting, og jeg føler jeg har udviklet mig så meget efter bare fire måneder i USA.
 |
|
Kære Leif! Det lyder jo som om alt går godt hjemme i Danmark. Det er da virkelig spændende med udvekslingsstudenten fra Australien, jeg glæder mig også til at det bliver vores tur til at have en boende.
Lige nu sker der mange virkelig spændende ting, så du må hilse alle i klubben fra mig, der er snart et brev på vej. Jeg er lige kommet hjem fra en "Leadership Camp" med skolen. Formalet med campen var, at Iære unge fra skolen at kende, udfordre sig selv, og lære om hvordan man bør behandle andre. Det var nok en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. Alle var åbne og venlige, og det var rart at lære endnu flere at kende.
| Det er ved at blive virkelig koldt herovre. Vi
har allerede nu haft temperaturer ned til ?12 grader celsius, så for en
dansker som mig er det jo virkelig koldt.
Ellers går det rigtig godt. På lørdag skal jeg flytte ind hos min næste familie, som er en single dame på 40? 50 år. Selvom det er lidt trist at forlade et sted der nærmest føles som hjem, bliver det nu nok spændende alligevel. Maria, som hun hedder, er meget aktiv og virkelig sød, så vi skal nok få det sjovt sammen! I aften skal jeg så til endnu en amerikansk fodbold kamp på vores skole. Jeg følges altid med min gode veninde Kelsey, og vi har det virkelig sjovt. I skolen går det også godt, jeg har fået tre A'er og et B, så det er jeg vældig tilfreds med. Som du kan høre, har jeg jo travlt med en masse ting, men jeg har det godt og er virkelig glad for at være her. Du må hilse Rotary klubben mange gange, der er en E-mail på vej meget snart. Indtil videre må i nøjes med et par billeder. Med venlig hilsen SARA HACH |
|
|
USA. Mange tror, de kender dette enorme land så godt fra diverse film, soaps og talk shows. Vi tror, vi har set det hele: Fast food, vold, fedme og så videre…- Men har vi virkelig det? Er det, vi ser på skærmen det, der virkelig præger landets kultur? Det er som om, vi nogle gange glemmer, at der bag ethvert af disse tv programmer sidder nogle folk, der skal underholde og frem for alt tjene penge. Det er også værd at husk på, at det vi er, tilskuere til, er en anden persons fortolkning af en bestemt problemstilling i samfundet.
En af de væsentligste årsager for min interesse i USA blev derfor at finde ud af, hvor meget af den sande historie jeg kender, og lære at forstå de andre dele af et anderledes samfund. Frem for alt synes jeg, det kunne være spændende at opleve dette land ”first hand”, udvide min horisont og danne min egen mening om dette sted. Det jeg ønskede var en indsigt i en anderledes hverdag, og jeg fik chancen. Jeg vil derfor gerne takke Rotary, jer, for at give mig denne enestående mulighed for at lære en masse om dette land og få en indsigt i deres hverdag og kultur. Nej faktisk endnu bedre: Blive en del af deres hverdag og kultur.
Så her er jeg nu: I USA, landet jeg har drømt om, og prøver at få et indtryk af, hvor det er jeg befinder mig, og hvad jeg kan forvente. Indtil videre har meget mindet mig om, hvad jeg har set på film. For mig og se er det hele anderledes, større…Amerikansk! Det gælder stort set alt fra postkasser til huse, skilte, biler, og menneskene.
Da jeg ankom til Seattle kl.16.35, var det hele meget overvældende. Til dels fordi jeg var træt, (eftersom klokken var 1.35 dansk tid) men også fordi det lige tog lidt tid at vænne sig til, at sproget nu var engelsk og ikke dansk, tæt fulgt af tanken om, at dette er USA og ikke Danmark. Fra Seattle skulle jeg så videre med et lille fly til Spokane, og på denne tur dannede jeg nok mit første indtryk af det amerikanske folk. Folkene i flyet sad ikke, og passede hver sit, som man kunne forestille sig, de sad interesseret, og udspurgte hinanden om deres job, hvad de skulle i Spokane, og hvor mange gange de tidligere havde besøgt byen. Også jeg blev udspurgt godt, og folk lyttede interesseret til, hvad jeg havde at sige. Det var en meget positiv oplevelse, som gjorde, at jeg følte mig mere tryg ved situationen, end jeg tidligere havde gjort. Jeg blev mødt i Spokane lufthavn af meget venlige rotarianere, og blev kørt hjem til min councellor, hvor jeg fik lov at komme i seng, og min rejse sluttede.
Det var lidt om min første dag og første indtryk i det nye land gik. Der er nu gået et par uger siden da, og meget er sket. Jeg bor nu hos min første familie, hvor jeg er ved at falde til. Skolen begynder om et par uger, og jeg kan ikke vente med at møde nye mennesker. Jeg er glad for at være her, og begynder at vænne mig til stedet, og tanken om, at dette er mit hjem de næste ti måneder. Alligevel må jeg stadig kigge en ekstra gang, når jeg ser det amerikanske flag vejre stolt i luften.
